Ticket to Ride

I bund og grund findes der 2 typer brætspil: Dem der kan læres på under 10 minutter, og dem, hvor der skal bruges en aften på at fange ideen i.

Ticket to Ride hører helt klart til blandt de førstnævnte. Det er lært på under 10 minutter, men har så stor en holdbarhed, at det bare er umuligt ikke lige at kaste sig over spil nr. 2, 3 og 4. Det kan spilles af 3-5 personer på en gang, og her gælder helt klart, at jo flere I er, jo sjovere bliver det (akkurat lige som i alle andre spil).

Det lyder let – og hvad er så hagen ved det, tænker du måske?Spillet går ud på at forbinde de forskellige byer på spillepladen på kryds og tværs. Jo flere byer du forbinder, jo flere point får du. I stedet for bare, at forbinde dem på kryds og tværs, så kan du i stedet vælge at arbejde lidt målrettet efter at forbinde nogle af byerne på de missionskort, som du kan få udleveret. Det er typisk lidt længere strækninger, og lykkes det for dig, så vanker der bonuspoint. Kikser det, så tæller det som strafpoint i stedet.

Jo – problemet er jo bare, at I sandsynligvis er 5 spillere, der allesammen brændende ønsker at vinde. Kombinerer du det med at der på mange strækninger kun kan bygges en eller to togbaner, og I ikke kan bruge hinandens, så kan du nok hurtigt regne ud, at det gælder om at være på mærkerne, hvis du ikke skal overhales indenom.

Ticket to Ride er et fantastisk spil, som vi bestemt mener, der kommer op på siden af vores  sædvanlige favorit-familie-strategispil, settlers (læs i øvrigt vores gennemgang her).

Det kan købes i et hav af forskellige udgaver (se HyggeOnkels udvalg af Ticket to Ride her). Igennem tiderne er det kommet i en skandinavisk version, Märklin-version (for tog-entusiaster) og meget, meget mere. 

Det lader dog til, at producenten er holdt op med at malke koen, og i stedet har valgt at koncentrere sig om 2 udgaver: Europa og USA. Og mere er der i bund og grund slet ikke behov for!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.